I centrum stod Marius Fiil, der i 1934 havde overtaget Hvidsten kro efter sin far. Han var født på kroen i 1893. Hvidsten ligger midtvejs mellem Randers og Mariager, i St. St. Blichers land, præsten der digtede ‘Jyden han æ stærk aa sej’, Marius Fiils yndlingssang.  Ved siden af kristendommen betød den nationale arv og det folkelige Danmark umådelig meget for ham. Han førte kroens præg tilbage til de gamle landsbykroers stil og fyldte den med bondemøbler og andre antikviteter.  Uden for satte han mindestene for nationale begivenheder. Hans kone, Gudrun, stod i køkkenet og lavede fremragende bonde mad. Især hendes flæskeæggekage gik der ry om. Selv hyggede Marius om gæsterne i skjorteærmer og hosesokker. Kroen blev landskendt. 
Da den første nedkastning af engelsk sabotagemateriel skulle finde sted i marts 1943, blev Marius Fiil kontaktet af faldskærmsmanden Ole Geisler, der var blevet kastet ned i februar og nu sammen med godsejer Flemming Juncker var ved at udbygge den illegale organisation i Jylland. Fiil sagde omgående ja til at organisere modtagelsen.
Det blev indledningen til et omfattende og effektivt arbejde med modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sabotagemateriel. Marius Fiils familie og adskillige af egnens folk deltog. Selve Hvidsten-gruppen blev desuden ofte bistået af faldskærmsfolk under Geislers ledelse og folk fra Randers. De fleste modtagelser fandt sted på en plads ved Allestrup Gård, ikke langt fra kroen.  Men i marts 1944 var det slut. En arresteret faldskærmsmand havde røbet gruppen, og tidligt om morgenen den 11. marts slog Gestapo til efter at have holdt gruppen under observation et stykke tid. 30 tyskere deltog i aktionen, og samtlige gruppemedlemmer, deriblandt kromandens to døtre, blev arresteret.  De blev ført til Århus, derefter til Horserødlejren og siden til Vestre Fængsel i København. Under forhørene optrådte de med stor ro og værdighed.  De var klar over, hvad der stod på spil. Tyskerne vidste for meget. I Vestre kom nogle af dem til at dele celle med folk fra den såkaldte Års-gruppe med den unge Christian Ulrik Hansen i spidsen. De to grupper havde fælles livsholdning med et grundtvigsk indslag. De fik smuglet en Højskolesangbog ind og sang løs, når de kunne komme til det for vagterne.  Chr. U. Hansen og hans fæller - otte mand - blev dømt til døden den 20.  juni og henrettet tre dage senere. Meddelelsen herom var med til at skærpe situationen i København, hvor de første arbejdsnedlæggelser fandt sted den 26. juni.  Den dag faldt også dommene over Hvidstengruppens medlemmer. Marius Fiil, hans søn og svigersøn og fem andre mænd blev dømt til døden. Hans to døtre idømtes henholdsvis tugthus på livstid og to års ungdomsfængsel. To mænd fik tugthus på livstid og to andre fire års tugthus.  De dødsdømte sendte i fællesskab en hilsen til venner og bekendte i Hvidsten og Spentrup med citater fra ‘Jyden han æ stærk aa sej’.  Dødsdommene fuldbyrdedes torsdag den 29. juni. De blev skudt i Ryvangen.  Henrettelsen drev københavnerne til yderligere trodsig demonstration mod besættelsesmagten.  Tyskerne havde ellers givet en første lille indrømmelse over for den oprørske bys befolkning, men henrettelserne skærpede situationen.  Den ældste datter, Kirstine - som alle kaldte Tulle, og som var idømt livsvarigt tugthus - sendte samme dag et brev til den tyske Rigsbefuldmægtigede, Dr. Werner Best, besættelsesmagtens øverste civile myndighed. Hun bebrejdede ham, at han ikke forstod danskernes frihedstrang, og sluttede med ordene: ‘Alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov at tænke og tale selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette vil jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og bror, der var værdige til at dø for Danmark’. 
En medfange fra kvindeafdelingen i Vestre Fængsel har fortalt, at Tulle sagde til hende: ‘De har skudt min mand, min far og min bror. Det har ikke spor at sige, vi skal nok holde ud’. 
Efter Befrielsen fandt man ligene af de otte i Ryvangen. Den 16. juli 1945 blev de gravsat i Hvidsten by, hvor der er rejst dem en mindesten.