Norge har en grav hvor de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygtelig nær.
(Winston Churchill, februar 1940)
For Hitler viste dette, at Norge ikke kunne forsvare sin neutralitet, og den 21. februar 1940 beordrede han det XXI. korps, under general von Falkenhorst, til at forberede angrebet på Norge. Operationen fik kodenavnet "Weserübung". Hovedformålet med at besætte Danmark, var at sikre kommunikationslinierne til Norge under operationen. Særlig Aalborg lufthavn var af stor vigtighed for det tyske luftvåben pga. dets begrænsede aktionsradius.
De tyske forberedelser var ikke gået ubemærket hen for den danske regering, men af frygt for at provokere Tyskland og stolende på ikke angrebspagten fra 1939, var der ikke foretaget nogen forberedelser imod et angreb overhovedet. Der var ikke foretaget nogen mobilisering og ingen forsvarsanlæg var blevet lavet.
Til besættelsen af Jylland var følgende enheder disponibel: Den 170. Infanteridivision under generalmajor Witte (391., 399., 401., Infanteriregiment, og det 240. Artilleriregiment) og 2 panserkompagnier med 36 panservogne, der skulle rykke nordpå langs den østlige del af Jylland. Den 11. Motoriserede Brigade (110. og 111. Infanteriregiment - oberst Angern) skulle med 2 panserkompagnier, også med 36 panservogne, køre imod Ålborg langs vestkysten så hurtig som muligt, for at støtte de tyske faldskærmtropper der skulle nedkastes over lufthavnen.
Som støtte for disse enheder kom den 40. Panserafdeling, med omkring 70 panser I og II kampvogne, den 4., 13., og 14. Maskingeværbataljon, en bataljon fra Regiment "Herman Göring", det 2. og 3. batteri fra den 729. tunge artilleriafdeling samt tre pansertog.
Luftwaffes 10. Korps deltog med 10 jagereskadriller, og 10 bombeeskadriller, i alt 250 fly, der skulle støtte hæren samt angribe flyvestationen ved Værløse.
Hæren:I april 1940 bestod den danske hær af omkring 14.500 soldater, af hvilke 8000 var rekrutter. De var opdelt i Jydske og Sjællandske Division, og bestod af 8 infanteri, 2 kavaleri og 3 artilleri regimenter. Omkring 2000 soldater var stationeret i det sydlige Jylland, hvor hovedangrebet kom.Luftforsvaret:Luftforsvaret bestod af Marinens Flyvevæsen og Hærens Flyvertropper, samt en flyve træningsskole. Marinens Flyvevæsen:13 Heinkel H.E.8 rekognoscerings maskiner2 Hawker Dantorp torpedofly 8 Hawker Nimrod jagerbombere 2 De Havilland Moth (træningsmaskiner) 2 Avro Tutors (træningsmaskiner) 1 Dornier DO J/III Wal Hærens Flyvertropper:1. Eskadrille (Sjællandske Flyveafdeling):13 Gloster Gauntlet jagere 2. Eskadrille (Jydske Flyverafdeling): 7 Fokker D XXI jagere, 3 Fokker D V M/26 rekognoscerings maskiner 3. Eskadrille (Sjællandske Flyveafdeling): 9 Fokker C V M/33 rekognoscerings maskiner, 2 I R rekognoserings maskiner 5. Eskadrille (Jydske Flyverafdeling): 12 III R rekognoscerings maskiner, 2 I R rekognoscerings maskiner Flyvevåbenets Træningsskole:12 Tiger Moth, 5 Fokker C I, 1 III SDen danske flåde:2 kystforsvarsskibe (Niels Juel, Peder Skram),6 torpedo både (Laxen, Hvalen, Glenten, Høgen, Dragen, Høgen), 7 ubåde, 3 minelæggere, 9 minestrygere, 4 inspektionsskibe. Alle skibe, undtagen ubådene, var af ældre dato. Kystforsvaret var under kommando af den danske flåde og bestod af 8 fæstninger og omkring 100 kanoner. |
Begrundelsen for angrebet, var at beskytte landet fra et fransk-engelsk angreb på Danmark. Han forlangte at al modstand skulle ophøre med det samme, og at de danske myndigheder skulle sætte sig i forbindelse med de tyske tropper. Hvis disse krav ikke blev opfyldt, ville det tyske luftvåben bombardere København.
På dette tidspunkt var angrebet allerede indledt. Kl. 4.15 var tyske tropper landsat flere steder. I Gedser var en bataljon af det 305. Infanteriregiment gået i land med færgen og rykkede nordpå.
Tyske faldskærmstropper havde erobret Storestømsbroen og fæstningen Masnesø. På samme tid gik tyske tropper i land ved Nyborg, og størsteparten af den 198. Infanteridivision landede i Korsør for at sikre forbindelsen imellem Fyn og Sjælland.
Kl. 4.20 lagde det tyske skib Hansestadt Danzig til ved Københavns havn, og en bataljon fra det 308. Regiment gik i land. Den danske garnision blev fuldstændigt overrumplet og uden kamp besatte tyskerne Citadellet og rykkede frem imod Amalienborg hvor kongen befandt sig. Men nu var Den Kongelige Livgarde blevet alarmeret og forstærkninger var på vej til slottet. Da tyskerne ankom brød kampen ud.
En dansk soldat blev såret, men det tyske angreb blev stoppet. På samme tid, inde på slottet, diskuterede Kongen og hans ministre og den danske øverstbefalende, General Prior, situationen. Tyske bombemaskiner var i mellemtiden ankommet og cirklede over byen for at understrege ambassadørens trussel. Alle undtagen Prior, som ønskede at fortsætte kampen, var enige om, at en fortsættelse af kampen var umulig, og den eneste løsning var at overgive sig. En budbringer blev sendt til den tyske ambassadør med det danske svar.
Kommandøren for I/ZG1 Wolfgang Falck fortæller
"Jeg kunne se vores mål, flyvepladsen i udkanten af København. På banen nedenunder var 10 gamle Fokker rekognoseringsmaskiner og omkring 2 dusin Fokker D-21 jagere stillet op i morgensolen, og de så alle ud til at være ved at varme op. Hvis de kom i luften, ville vi få nok at gøre. Luftkamp med en D-21 i lav højde ville ikke være en let sag. Lige da, opdagede jeg at en af rekognoserings-maskinerne lettede. Imens jeg gik efter Fokkeren, nu omkring 100 meter oppe i luften, begyndte de andre at beskyde jagerne der bevægede sig rundt, imens antiluftskytset åbnede ild imod os. Jeg åbnede ild med begge maskinkanoner og maskingeværer. Der gik ild i rekognoseringsmaskinen og den faldt til jorden, imens jeg trak op. Jeg drejede rundt og så ild og røg der sted op fra de brændende fly på jorden."
På trods af kraftig luftværnsild blev 11 maskiner ødelagt og 14 svært beskadiget og dermed var størstedelen af de danske luftforsvarsstyrker udslettet.
Kampene i Jylland
Den centrale del af Jylland
Men kanonbesætningen lå nu under en kraftig beskydning og 2 mænd blev sårede. På trods af dette, blev to panservogne ødelagt. En af dem var ramt af fem granater og tyskerne trak sig tilbage. På dette tidspunkt var fire mand fra kanonbesætningen blevet dræbt eller såret og kommandøren, Kaptajn Bartholdy, gav ordre til at trække sig tilbage. Men netop da de var i færd med dette ankom en tysk styrke fra øst, og styrken havde ikke andet valg end at overgive sig.
Garnisonen, som bestod af omkring 225 mand fra den 3. bataljon af det 2. regiment, satte en forsvarslinie op syd og vest for byen, og en sidste forsvarslinie blev forberedt ved kasernen. En 37 mm kanon blev sat op ved hjørnet af vejen der førte ind i Haderslev, og længere nede af vejen blev to 20 mm maskinkanoner placeret bag en række tipvogne. Imod denne lille styrke kom en fuld tysk division støttet af kampvogne! Kort tid efter at de var på plads, dukkede de første kampvogne op.
Kanonbesætningen åbnede med det samme ild imod de fremrykkende kampvogne, som besvarede ilden og ramte Kornet Vesterby som ledede skydningen. Den resterende besætning fortsatte skydningen og beskadigede alle tre kampvogne. På dette tidspunkt var de tyske motorcyklister gået i stilling og begyndte at beskyde danskerne med maskingeværer. En efter en blev de danske skytter ramt, og da ilden endelig stoppede, var hele besætningen sårede. Vesterby og Hans Christian Hansen døde senere af deres sår.
Tyskerne fortsatte frem imod tipvognene, men blev stoppet af ild fra de to danske 20 mm maskinkanoner. En voldsom ild blev rettet mod forsvarene og en af danskerne, Oluf Arthur Hansen, blev dræbt af et skud i hovedet. Men tyskerne var ikke i stand til at rykke videre frem. Kampen fortsatte i endnu 10 minutter, indtil ordren fra København om at nedlægge våbnene kom - til stor bitterhed for de soldater der havde stoppet den tyske fremrykning.
Men ordren var ikke blevet modtaget af garnisonen inde i Haderslev, og da Tyskerne ankom, blev de mødt af skydning fra den danske styrke på kasernen. En motorcyklist blev dræbt, og to kampvogne mistede deres larvefødder. To danske soldater blev dræbt inde på kasernen. Adskillige civile blev fanget i krydsilden, og tre blev dræbt, før kampene endelig stoppede.
Vestlige del af Jylland
Tyskerne sendte nu kompagnier ud på begge sider af vejen for at omgå den danske deling, men den danske ild var så kraftig, at de ikke kunne komme nærmere. Et senere forsøg mislykkedes også.
På dette tidspunkt anmodede den tyske regimentskommandør om støtte, og kort efter dukkede tre Henschel Hs 126 maskiner op, og beskød og bombede den danske styrke. Beskydningen blev nu så kraftig, at den danske chef beordrede hans soldater til at trække sig tilbage til Bredebro. Vejen var nu åben for tyskerne, men en dansk styrke på mindre end 50 mand havde til den tyske kommandørs bekymring, opholdt det 11. motoriserede regiment i næsten en time. Da soldaterne fra Tønder garnisonen ankom til Bredebro, var kampen over. Danmark havde overgivet sig.
En dansk officer nægtede at acceptere ordren til overgivelse. Chefen for det 4. Regiment i Roskilde, Bennike, var overbevist om at regeringen havde handlet under trusler, og at tyskerne også havde angrebet Sverige.
Så han besluttede sig for at forsøge at undslippe til Sverige med sine mænd, for at fortsætte kampen der. Med København besat og den 198. Infanteri Division under frem-rykning fra vest og syd, var den eneste flugtrute stadig åben, færgeforbindelsen fra Helsingør der stadig sejlede til normal tid kl. 10.
På nøjagtig det tidspunkt marcherede det 1. Kompagni af den 11. bataljon ind på færgelejet med bataljonsstandarten flyvende. Forrest marcherede Bennike med en hånd på hans pistol, klar til at bruge den hvis nogen forsøgte at stoppe dem. Da de nåede færgelejet drejede kolonnen til venstre og marcherede ombord, imens de skubbede de forbløffede toldere til side. Bennike beordrede kaptajnen til at sejle med det samme. Han adlød og en time senere gik de i land i Sverige. Til deres overraskelse viste det sig, at Sverige ikke var i krig.
De tyske tab har aldrig været offentliggjort, men de var sandsynligvis meget større end de danske tab. 12 pansrede køretøjer og adskillige biler og motorcykler blev ødelagt eller beskadiget. Fire kampvogne blev beskadiget. Flere tyske fly blev ramt af antiluftsskytsild og en Heinkel He 111 bombemaskine blev skudt ned. To tyske soldater blev taget til fange af danske soldater i denne korte krig.
Begivenhederne der førte
til den 9. april, har indtil i dag været omdiskuteret
og vil sikkert blive diskuteret i mange år endnu.
Men hvad der står fast er, at selv om de danske
soldater var voldsomt i undertal, manglede træning
og ingen tunge våben besad, så tog de kampen
op, uden tøven og med stort mod og beslutsomhed.
De egenskaber som de danske politikere manglede.